Folkeafstemningen om en forfatningsreform i Tyrkiet er i fuld gang i Danmark. Ifølge den tyrkiske ambassade i København har 5.183 vælgere tilkendegivet deres holdning til reformen.

Ambassaden oplyser til TDP, at d. 27. marts som var den første dag hvor afstemningen begyndte har i alt 381 tyrkere valgt at stemme. Her i weekenden blev tallet 4 doblet.

Ifølge ambassaden har 1.289 tyrkiske vælgere stemt lørdag d. 1. april mens tallet var oppe på 1.325 vælgere søndag d. 2. april.

I den første uge, hvor tyrkiske statsborgere i Danmark fik mulighed for at stemme har i alt 5.183 tyrkiske vælgere valgt at stemme i den tyrkiske ambassade i København.

Ifølge Tyrkiets valgkommision YSK, er der i alt 33.325 stemmeberettigede tyrkere i Danmark.

I Danmark samt flere andre lande har tyrkerne mulighed for at stemme indtil d. 9. april, kl. 21.00 lokal tid.

Såfremt man rejser til Tyrkiet, har man også mulighed for at stemme i lufthavnene samt ved grænsen helt indtil d. 16. april, hvor folkeafstemningen vil blive afholdt i Tyrkiet.